|
Home
|
|
|
Min bagsideklumme i Byens Puls:
Hver måned kan man finde min bagsideklumme "S-faktor" på bagsiden af S-togs-magasinet Byens Puls. Magasinet kan anskaffes gratis i holderne i S-toget, hvor det udkommer i 30.000 ex. Bladet kan læses online ved at klikke på billedet herunder, eller du kan læse mine forlængede udgaver som tekst under billedet. God fornøjelse.
S-Faktor - maj 2009
S-faktoren [af lat. – naturlov, der pålægger rejsende med S-tog at møde fremmede, der giver dem solrige stunder (Se også Solfanget el. Stranderledeshed) ]
Det er skyfri himmel. Årets første forårsdag på Dybbøl Station. Fra Google Earth ligner det, at alle på perronen kigger på deres fødder. De læser avis, taster sms´er eller undgår blikke, som var de penible over ikke at eje bil. Mest af alt undgår de at glo på ham, der roder i skraldespanden. Fra Google Earth kan man se, at jeg ingen opdragelse har. Jeg følger ham med magnetblik. Overvejer mit livs første medlidenhedsdrab.
Han er en wannabe lazaron. Trøjen er ren og uden huller. Det eneste forhutlede ved ham er, at han mangler et bælte. Han er en ynk som vagabond. Ingen læderhud. Intet vildmandsskæg. Kun lidt teenagedun på hagen i kontrast til hans grå hår, redt i Arne Melchior-bølgen. Skyder ham til +40. En uplettet brun Parkercoat er henslængt over den sorte klapvogn, en splinterny Famili Handy Plus paraplyklapvogn. I nettet under sædet svajer en håndcreme og en juicebrik og udgør det for den gængse landstrygers barnevogn med vuggende håndbajer. Poppet er et blåt liggeunderlag spændt på frontbøjlen, så den ligner en radiobil. Håbløst Hobogear. Denne mand er landevejsridder som Sidney Lee er wrestler. Hans Tingsted er ikke på Egeskov marked, men i La Mancha. Hans stoddernavn er ikke Pip eller Solsorten, men derimod Kopikatten.
Han strækker sig og nyder solen mod sit ansigt. Misundelsens svøbe bekender sig. I sådan et vejr, hvem kan da fortænke en person i at forsøge sig med det frie liv på landevejen? Alle skal starte et sted. Rævehalen, vesten og badgen er uniform. Hvad hvis det er uniformen, man er stukket af fra? Han bemærker mit stir og adresserer mig: - Ny Ellebjerg er Københavns bedste solterrasse, siger han: - men tag selv klapstol med, så kan du sidde i læ af gelænderet. Betuttet hopper jeg ombord på S-toget bag mig. Kigger efter ham, som vi ruller fra stationen. Ingen kan fortænke nogen i, et øjeblik at overveje muligheden for, at leve et dobbeltliv som farende Frank.
S-Faktor - april 2009
S-faktoren [af lat. - evne hos individer i S-tog til at reflektere løbende over egne handlinger (Se også hittegodhed el. Tøf-tøf-høflighed) ]
En syrisk-udseende kvinde med sortoptegnede læber valser gennem kupéen. Hendes stiletter er hårde og hun opfører et lille stykke Stomp ned gennem vognen. Folk vender sig efter hende og hvisker. Et ældre ægtepar udbryder noget med sorte.... Min racismeradar pinger. Det er dog ikke racisme, men modefascisme der udøves. Kvindens jakke ligner en af den slags affaldsposer, folk iklæder sig, når det regner på festivaler. Det lufttætte lakmateriale laver bølgende lysspil som varanskæl under neonbelysningen, og hendes pulserende gang leder en til at tænke, at hun har sit eget soundtrack.
En kvalm duft af blomsterparfume halser efter hende i et desperat forsøg på at nå med gennem skydedørene. Den når det ikke og lægger sig i stedet som liljemoustache under vore næser. – Den har sikkert været røv dyr, siger en bebrillet dame om jakken og smiler til mig. – Det er dyrt at se billig ud, skal jeg til at stemme i, men erindrer så, at jeg for et øjeblik siden himlede med øjnene af en ung pige med FBI-hinkestensbriller og før det af en mand med selvlysende orange hue. Jeg er blevet smålig, tænker jeg og tænker tilbage på metroture i Washington DC, hvor folk var så forbandet kedelige. Mændene havde grå eller sandfarvede bukser på med ternede skjorter i afdæmpede farver, hvis da ikke de var i suit, der matchede kvinderne i grå outfit på hvid skjorte. De mest outrerede i DC var dem, der bar en rødskygget Orioles-baseball-kasket. Jeg foretrækker jo i virkeligheden en hovedstad fyldt med originaler!
I min nyfundne hellighed overvejer jeg at bede damen om at holde kæft. Lader hende dog fortsætte. En kvinde, der på den måde vil ses, lugtes og høres, nyder at få et par ord med på vejen, er mit rationale. Det er originalens belønning, at vi andre forarges over deres opfindsomhed, deres éner-kvalitet. Jeg pakker mit ene bukseben ned i min hvide tennisstrømpe og sætter mig til at vente på en kommentar.
S-Faktor - marts 2009
S-faktoren [af lat. - evne hos individer, der rejser med S-tog til at fantasere om den verden de passerer (Se også Cowboytogst el. Kupényhederne ) ]
På Danshøj st. har jeg udsigt til en mand med grove furer i ansigtet, iført blå overalls, grønne tatoveringer under sweateropsmøgede arme, på hovedet en oilskinscowboyhat og på fødderne et par skinnende sorte slangeskindsstøvler. Med en lille trehjulet grøn gravmaskine har han gravet fortovet op og sidder nu med benene oppe, så støvlerne danner flagrende piratflag på rattet, midt i en gul ø af sand, i et gråt asfaltocean.
Undrende piler passagerer ud af toget og forsøger at komme uden om den hvilende på den røgspruttende maskine. Ved hver ny menneskebølge råber han: - Velkommen til Danshøj, Danmarks nye Klondyke! Nogle smiler, andre aner ikke hvad Klondyke er eller finder det ikke morsomt, måske endda potentielt alarmerende, hvis deres by pludseligt skulle være omdannet til guldgraverby med lovløse minearbejdere og pengegriske entreprenører som bysbørn. De ser det for sig; Et Danshøj-byskilt med faldende indbyggertal skrevet med kul over den hastigt voksende kirkegård.
Danshøjs godmodige brugsuddeler stopper op og samtaler. Købmænd har sans for den slags eventyr. De ved at udvikling kræver logistik. Leverancer og proviant i alle led af fremskridtet. De sludrer lystigt og med store armbevægelser. Så vinker brugsuddeleren af og forlader slipsrettende stedet. Cowboyen gasser atter op og graver. En lille dreng nærmer sig ængsteligt sandhellen. Han samler lidt grus op og putter det i lommen. Han har øjenkontakt med manden i hele bevægelsen. Det ser ud til at være i orden, så han snupper rapt en håndfuld mere og minder mig om, at det er drengen i mig, der lige nu graver i fantasien for at få tiden til at gå, her på Danshøj st., hvor vi holder stille pga. en nedfalden køreledning længere fremme. Eldorado Danshøj, døber jeg fantasien om et dansk guldgravereventyr midt på S-togslinje B mod Holte.
Byens Puls - februar 2009
S-faktoren [af lat. - evne hos individer i S-tog til at se sig selv spejlet i andre (Se også selvantennelighed og signalego) ]
S-toget forlader Nørrebro st. I mellemgangen står en usædvanlig arabisk mand. Han har ingen af de firskårne anlæg som mange af hans jernpumpende landsmænd. Han er tynd og feminin. I hans venstre øre sidder en diamantørering, der er større end hans øreflip. Ansigtet er museagtigt - venligt ikke fejt. Hans øjne funkler. Jeg kan ikke lade være med at tænke homo. Det er miljøarv fra Jylland. Var jeg bøsse var hans frisure dog en akut afvisning!
På Nørrebro møder man en del særegne frisure: Den ultrakortklippede, pomadekarkluden, Ruud Gullit-krøllerne (der med alderen bliver til en sort fuglerede med et brunt strudseæg i midten - indvandrependanten til de hvide kejserpingvintotter hos ældre danskere) samt min yndlingsaversion: Handikaprampen, der starter som ultrakort, men stiger i niveau fra baghoved til pandelap. Manden her overgår dem alle i prægtighed.
Nakkehåret er redt frem over issen. Rundt om panden sidder en smal pelslignende hårbræmme over de pincetpillede øjenbryn. Det prægtige er at han har redt disse suveræne områder sammen i en blød opadgående kurve (tænk Mek Pek parret med en candyfloss). Jeg stirrer som en gal på hårets svar på en tortilla wrap. Det er for åbenlyst og han stirrer tilbage. Jeg går i panik, vil gnide mig i øjnene som var de tørre, men har solbriller på. Flipper dem op i panden. En refleks flår dem dog straks af igen for at undgå at hærge min gelé. Per automatik er modsatte hånd allerede oppe og beføle min trendy hanekam. Jeg spejler mig i ruden for at se om den står som den skal.
Jeg bliver nu bevidst om min forfængelighedsdans og kigger over på manden. Han smiler bredt, som ved han præcis, hvad jeg går igennem. Vi er storbymænd sidst i tyverne, aldrene zebraer, hvis striber ikke falder på plads længere pga. rynkernes drilleri. Tabere i kampen mellem forfængelighed og stolthed. Vi er Københavnermænd, Candyfloss-Mek Pek og jeg.
Byens Puls - januar 2009
S-faktor [af lat. - evne hos individer, der rejser ofte med S-tog til at fordrive tiden konstruktivt (Se også lokomotrivsel el. rejsegodtgøren) ]
Kære læser.
Når jeg vil i naturen
Har du nogensinde fået et æble i hovedet fra oven?
Det er historien om to gode venner
S-toge gør mig rolig
Godt Nytår, der er nye klummer på skinnerne!
***
Byens Puls - december 2008
(I dette nummer, blev bagsideklummen til en julenovelle midt i bladet, læs den herunder).
Julegnaver
- Peter, Peter, du skal op nu, du kommer for sent!
Med hovedet forrest så det autonome vædede øre klaskede ind og satte sig som en klap for øjet, kravlede han ned mod agern-kisten i entréen. Han stoppede halvvejs og vred øret godt og grundigt op. Øret rettede sig op og pegede lige på brevet på kisten. Han hoppede ned og samlede det op. Poststemplet var så frisk at han fik sorte poter bare af at røre det. Han rev kuverten åben. - Det er løgn”, tænkte han: - Nu kan dagen ikke blive værre”.
Det bankede hult på stammen. Peter kiggede forskrækket op, ørene zoomede ind, hvor bankelyden var kommet fra. Han sansede allerede deres summen og nøddeknækken på den anden side af barken før døren var åbnet. Mor egern var misfornøjet: - Nu nåede du ikke at få morgenmad, så må du tage dig et bær på vejen. Hun åbnede døren og Peter lurede hen over skulderen på hende. I tusmørket kiggede 1000 små blinkende øjne på dem. En enorm kane hang parkeret i luften. Dens bug var fyldt med egern i spraglet tøj, stuvet sammen som morgenpendlere i S-toget, nogle med parykker, nogle med glittermaling. Forrest i kanen sad julemanden og foran ham stejlede rensdyrene ivrige efter at få himmel under hovene. Mor egern puffede ham frem. Han tøvede, men hun sendte ham et overtalende blik og han hoppede ned mellem et egern med klovnenæse og et med rasta-hår. - Glem nu ikke at oplyse dit kogle-kontonummer i år, du ved hvor meget vi har brug for pengene, var det sidste Peter hørte sin mor sige før kanen med et smæld fór gennem luften.
Hvert år kom det bag på Peter, hvor hurtigt det egentligt gik og han måtte bakse med sin udklædning i den hylende vind. Hvert syvende sekund knipsede julemanden med fingrene og et egern forsvandt fra kanen. Rastahåret gnaskede på en mandel, men holdt inde og gav Peter elevatorblikket. Da den nåede til det lille grønne butterfly, der var røget om i nakken, hvor den svirrede som en propel, begyndte den at kluklo så små stykker mandel plumpede ud af mundvigen og landede i dets skød. Knips. Så var den heldigvis væk og Peter kunne få sat sin udklædning i de rigtige folder lige i tide til også at nyde resten af mandlen, der var faldet til jorden på rastahårets plads. Knips.
Peter befandt sig i bulder mørke. Han bevægede bagbenet, der lå en smule akavet og det frembragte en knitrende lyd, der omkransede ham totalt. Han havde ligget der i hvad der føltes som timer og halen var helt følesløs fordi han lå oven på den. Så hørte han stemmer i mørket. Kort efter føltes det som om han blev løftet op i luften. En ydre kraft pressede på mørket til det fysisk begyndte at klemme hans små lemmer sammen. - Aj, pis mand, det er en blød pakke, lød det før en flænsende lyd og et lyn af lys ramte Peter i ansigtet. Mørket forsvandt og lyset afslørede at han havde været pakket ind i tykt brunt papir. En barnehånd holdt nu Peter op foran ansigtet. Barnets mund åbnede sig. Peter var et øjeblik urolig for at drengen ville æde ham: - Sygt mand, det er en Dancing Squirrel! Et andet ansigt dukkede op bag det første: - Du skal trykke ham på maven. Al luft blev klemt ud af Peter, der overvejede at spille stum. Det var simpelthen urimelige arbejdsvilkår, især det faktum at han for andet år i træk var blevet tildelt et 80´er-nummer. Peter så sin mor for sig som hun havde stået i døråbningen og mindet ham om nødvendigheden af hans indsats. Han vidste hun havde ret. Efter faderens død havde der været særdeles langt mellem pebernødderne. Ti drengefingre pressede nu så hårdt på Peter, at han et øjeblik troede at hans øjne ville poppe ud af deres huler. Drengen slap endeligt sit greb og Peter tog et ordentligt sug af den søde stueluft. Der duftede af klejner og brunkager. Stemmebåndet justerede han så det gik i hak et par oktaver over hans normale egernstemme, helt deroppe hvor ellers kun heliumpåvirkede mennesker kunne følge med. I næste nu flød skønsangen ud af hans lille strube: - Rockin´ around the Christmas Tree, have a happy Holiday!
27 gange. Syvogtyve gange havde menneskene tvunget Kim Wilde & Mel Smiths julehit ud af ham. I starten var det blevet efterfulgt af hjertelige grin fra tilhørerne, men med tiden var grinende blevet mere anstrengte. Lige nu stod Peter i en krog under sengen på et børneværelse. Overalt omkring ham lå der gavepapir og legetøj. Det var i mellemtiden blevet nat og familien var gået i seng. Uden at lave en lyd kravlede Peter ned til hoveddøren og forsvandt ud gennem brevsprækken. Han begav sig hjemover velvidende at familien i huset ville sætte en eftersøgning af ham i gang. De ville lede et kvarters tid, men så give op og glemme ham som den ligegyldige underholdning hans type julegave var. Han smilede til spejlbilledet i telefonboksvinduet: - Endnu et år som julegnaver overstået, sagde han til sig selv og måtte lige justere stemmen ned på sit sædvanlige leje. Han hoppede op til røret og ringede til julemanden for at oplyse ham om sit kogle-kontonummer.
***
Byens Puls - november 2008
S-faktor [af slang - evnen til at gribe chancer for signifikant anderledes oplevelser hos individer, der rejser ofte med S-tog (Se også Omstigningsparathed) ]
Den mørke dreng går ind kiosken på Sjælør st. Stiller sig ved avishylden. Ser mistænkelig ud som han lader Berlingske hænge som en måge over armene i harmoni med motivet på hans Evisu-jeans. Han er tyv, men ikke kriminel for det er øjenpolaroider af pigen ved kassen han stjæler. Perpleks står han som skabte hun universet på ny med kanelsneglene hun stakker. Hun har afbleget hår, stift som hø, strøet uden system. Ud fra baghovedet stritter et gult neg med en lilla elastik omkring, i vatter med en spids næse på fronten af et buttet ungpigeansigt.
Jeg gemmer mig bag kaffemaskinen og nyder forestillingen. Ynglingens bryst skyder stolt frem og står i stærk kontrast til den vraltende gang hen over gulvet afkrævet af hængerøven, der halvvejs får en hånd, så de ikke glider helt ned. Kioskpigen er en typisk dansk flipppertøs, en af dem, der er navngivet med to-stavelsesord - navngivningens Haiko. Hun må hedde Bibi, Fifi, Kiki, Nunu, eller måske forlængede Nanna. Det er vi begge nået frem til, for som han når frem til montren, peger han på hende: - Jeg tror du hedder Lulu.
Hun kigger forskrækket op. Hans dybe brune øjne blødgør hende dog øjeblikkeligt: - Det var tæt på, jeg hedder Luna, hvor vidste du det fra? - Det vidste jeg bare. - Du har hørt det fra nogen! - Gu har jeg da ej, det var et gæt! De står et øjeblik i tavshed. De nervøse fingre samler til hans gru et dameblad op. - Så tror jeg du hedder Muhammed. Han ruller bladet sammen: - Kan du da andre arabiske navne? - Ali! Han lægger bladet tilbage: - Nåmen, jeg hedder faktisk Muhammed. Hendes navle hviler mod bordkanten til hun skubber sig oprejst med bugmusklen og udbryder: - Du ku også have heddet Mufassa? De bryder ud i latter.
Jeg smutter med en kop kaffe: Den enes telefonnummer, den andens kaffe, messer jeg som moralsk dækning for min udnyttelse af virkelighedens Harry & Solvej.
***
Byens Puls - oktober 2008
S-faktor [af lat. – naturlov, der sikrer rejsende i S-tog at møde det signifikante, der påkalder sig den dybeste respekt for livets diversitet (Se også A´hva´-oplevelser)]
Glem alt om the Big Bang!
Den krumme ryg fører ned i skraldeposen og får ham til at ligne et drikkende savannedyr. Som han dukker op igen, folet af skraldeposen, ser jeg dog, at der ikke er noget gibbende gazelle over ham. Han har zebra-zen, flodhestekæber og hagen kommer klukkende, hvis man råber kalkun. Det vandkæmmede sorte hår klistre til nakken med små hvide fnuller i de fedtede hårfurer. Det giver hans mange træk en overordnet helhed af ugle. Jeg ved ikke, hvorfor jeg tænker på dyr, når jeg ser en flaskesamler? Mangel på medfølelse måske?
Det er ikke kun hans udseende, der fanger min opmærksomhed, også hans opførsel. Han bevæger sig i mønstre. Først slænger han sig på sædet i kørselsretningen og stirrer ud af vinduet helt roligt. Så sætter han sig på sædet modsat kørselsretningen, hvor hans hamsterkinder begynder at svinge fra side til side, som så han fast-forward-tennis. Med ét er han på benene igen. Hobbit-ben der stikker ud under en brun slidt habitjakke, ned i et par myntegrønne plysdinosaurus-sutsko. Ved næste bås udfører han samme ritual: Først den ene bænk, så den anden bænk, atju-atju og sutskomagerdreng!
Han når hen til min bås nu og roder en engangsflaske op af posen. Ikke et ord. Hvis jeg var flaskesamler, ville jeg frådende rase over hver eneste narrefisseflaske på min vej. Jeg er ambitiøs. Han sætter sig ved min side. Snart overfor. Vi er alene i kupéen, alligevel overrasker det mig, at jeg spørger, hvad han laver. Ikke et ord, kun stir ud i blå. Jeg stirrer intenst på ham. I lommen knuger jeg min nøgle som knojern, man ved aldrig.
- Livet opstår lige der, lyder det pludseligt nasalt fra manden, hvis næse slår smut mod glasset indtil den peger på et sted midt i rudens overflade: - I den tid, der går før øjet kan fokusere. Hans øjne spiler sig helt op: - Da er det som om tingene ikke eksisterer og så POP. Hans hånd åbner sig med et nøk frem foran brystet: - Midt i ruden opstår der et hus, en mast eller et menneske, og når du endeligt kan fokusere på det, så forsvinder det ud af rammen og er væk. Han folder hånden til sig igen: Pist, som mennesket i større perspektiv. Med et ryk er han på benene igen.
Øjeblikket efter er han krumbøjet nede i en affaldspose i næste vogn. Der er bid. En Cola Zero. Heller ikke gevinst giver anledning til følelsesmæssige grimasser hos ham. Anderledes er det hos mig. Et gyldent halvsmil former et øjebliks tvivl om min egentlige endestation.
***
Byens Puls - september 2008
S-faktor [af lat. – naturlov, der sikre individer rejsende i S-tog at møde et signifikant andet individ, der påkalder sig deres dybeste forundring (Se også Særlingegarantien el. Stodderreglen)]
På hovedbanen står en mand og ligner en krydsning mellem en superhelt og en øgle. Hans lemmer er krogede og gynger uafbrudt, selv om han lige nu står stille og får pusten. Så går det løs igen. Han trutter en fanfare i et sammenrullet magasin og spiler øjnene helt op, så man et øjeblik er bange for de skal poppe ud og flyve tværs gennem hallen.
Gabende er jeg lige stået af S-toget fra ambassadekvarteret på Østerbro. Kontrasten mellem de tunge bygninger derude og øglemandens opsigtvækkende optrin i en tætsiddende guld-spandexdragt er uhyre opkvikkende. Selv om jeg er sent på den til et middagsselskab på Amager, bliver jeg og ser hans show. Jeg følger efter på et par meters afstand. Sveden løber som en flod mellem hans balder. Han døjer stensikkert med slidsår i skridtet, men ære være hans stålsatte kunstnersind. Det er vi flere, der mener. En hel lille prosession er vi, da en polterabend støder til og ophidser ham med klap og tilråb. Det er en kraftfuld performance, der ville være en biennaleplads værdig.
På ryggen af dragten er et banner syet fast som en slags kappe. Pludseligt tager en trækvind fat i det og lyncher mandens underliv. Der danner sig en kameltå under navlen og fanfaren punkterer. Manden kænguruhopper et par gange, mens den frie hånd arbejder på at få stoffet tilbage i de rette folder. I irritation over det pinlige intermezzo sætter han i løb og banneret folder sig helt ud. Til fanfare, klap og hujen kan indgangspartiets måbende hob læse kappens budskab: ”SANDHEDEN OM JØRGEN LETHS SEXLIV ER VILDT OVERDREVET”. Øjeblikket efter er guldøglen borte, sidst set i højt tempo i retning mod strøget. Jeg selv tager bus 250S mod Holmbladsgade.
***
Byens Puls - august 2008
S-Faktor - august 2008
S-faktor [af lat. - naturlov, der sikre at et individ i et S-tog altid vil møde mindst et menneske, der påkalder sig dets dybeste forundring]
Overfor mig, i Tokyos pendant til S-toget, står en japansk kvinde i en smuk mørk blazer, syet feminint ind om hofterne, i formelt samspil med en blygrå nederdel. En minimal slids lader knæene titte diskret ud og hun fremstår på én gang sexet og seriøs. Diametralt modsat mit blegfede danske turistlook med shorts og tennissokker. Hendes sorte hår spiller i alle regnbuens farver som fiskeskæl og mellem hendes blanke sko står en attachemappe. Der er intet besynderligt ved hende. I Tokyo er arbejdstøj en formel uniform i smart design. Der ville intet ualmindeligt være ved hende, hvis ikke hun stod oprejst og snorkede uhæmmet med en spinkel vibrerende lyd, som en sav i våd bark.
Jeg får lyst til at klappe og gø som en søløve, men i Japan er alt upassende, så jeg nøjes med at forsøge at lede andres øjne i hendes retning med mine egne. Som jeg kigger rundt i kupéen, går det op for mig, at jeg er den eneste, der er vågen. Som i en skummel M. Night Shyamalan-film sidder folk på rad og række med hagen mod brystet og ånder tungt. I samme øjeblik toget stopper, vågner fem japanere og forlader toget. Dette forbløffende scenario udspiller sig station efter station, så man til sidst må bøje sig næsegrus over deres evne og effektivitet.
Kvinden er dog den eneste, der står op og sover. Som en superhelt indgyder hun håb. Håb om nye nyttige selvrealiseringsprojekter. Kroppen kan lære de særeste ting. Hvorfor ikke også oprejst søvn. Mon hun drømmer, at hun står op? Og i så fald hvorhenne? Jeg lærer overraskende hurtigt det siddende japanske powernap, og må sige, at jeg savner min ekstra halve times søvn om morgenen. Om det er ryglænets vinkel, at man sidder sidelæns eller en særligt udnyttet kraftpåvirkning, ved jeg ikke. Det er dog en undersøgelse værd fra DSB´s side, så vi snarest får japanske powernap-kupéer herhjemme, så vi kan komme i gang med træningen.
Omvendt under jeg gerne tokyogenserne de sene S-togs afgange. I Tokyo lukkes banen ned kl. 23 og da japanske forretningsmænd ofte er forpligtigede til at fraternisere med chefen på en bar efter arbejdstid, når mange af dem ikke hjem. Dette resulterer i bizarre scenarier, hvor stationer fremstår som marker af velklædte mænd liggende på papkasser med attachemapper som hovedpuder. Høstklare og i lige nålestribede rækker ligner de det perfekte dyrkningssted for det stribede slips. Oyasumi ekkoer det mellem bagageboksene og så bliver der stille.
***
|
af Frank Langmack
|
